Status på strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet
På bestyrelsesmødet tirsdag den 15. juni blev der gjort status over arbejdet med udmøntning af strategien for digitalisering af sundhedsvæsenet 2008-2012 med særligt fokus på Digital Sundheds bidrag.
Strategien med digitalisering af sundhedsvæsenet sigter mod at muliggøre deling af data på tværs af sundhedsvæsenet ved hjælp af tre tiltag:
a) Udbygning af en fælles infrastruktur
Den fælles infrastruktur udgør det tekniske grundlag for effektiv og sikker udveksling af data i sundhedsvæsenet. Første fase af infrastrukturprogrammet blev afsluttet i april 2010. Resultaterne omfatter blandt andet standarder for single sign-on og kontekstdeling, udvikling og implementering af national serviceplatform og analyseresultater for en kommende sikkerhedsinfrastruktur i sundhedsvæsnet.
b) Etablering af et antal fælles services
Der er udviklet en række services til brug for borgere, patienter, behandlere og administratorer. Blandt de vigtigste resultater er det Fælles Medicinkort (FMK), der sikrer adgang til medicinoplysninger på tværs af sundhedsvæsenet og dermed effektiviserer behandlingen og nedsætter risikoen for fejl. Den centrale løsning for FMK er færdigudviklet og løsningen vil kunne udrulles i hele sektoren i de kommende år.
Første version af det Nationale Patientindeks blev lanceret i marts 2010 med et nyt overblik for borgere på Sundhed.dk. I økonomiaftalen indgår det, at NPI skal udbygges og løsningen vil være fuldt integreret med regionernes it-systemer inden udgangen af 2013.
Et andet væsentligt resultat er etableringen af tolkeservice via videokonference (teletolkning). Løsningen er allerede under udbredelse i sygehusvæsenet og i pilotafprøvning i kommuner og hos praktiserende læger. Den skal være fuldt udrullet i løbet af 2012. Desuden er en storskalaafprøvning af et telesårkoncept igangsat i samarbejde med bl.a. Region Sjælland og Syddanmark.
c) Styrkelse af digitaliseringen hos den enkelte aktør
For at kunne implementere de fælles services har Digital Sundhed arbejdet med at udvikle tekniske løsninger, som kan bruges af regioner, kommuner mv. Der er fx udviklet standarder for ”sign on”, og der er sket en opgradering af de lokale medicinmoduler på sygehusene, så de kan integreres med FMK. Dertil kommer en række lokale tiltag i den enkelte styrelser, regioner, kommuner og hos de praktiserende læger.
Strategi for digitalisering bliver ført videre i statsligt regi
I den første halvdel af strategiperioden er der dermed opnået en lang række resultater, som nu vil blive videreført i statsligt regi jf. økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne. Den nye organisering med klarere arbejdsdeling og tydeligere ansvars- og ledelsesforhold på tværs af sundhedsvæsenets parter skaber grundlag for yderligere fremdrift i arbejdet med sundheds-it i Danmark.