Søg
Kontakt:

Ivan Lund Pedersen
Projektchef Digital Sundhed
Telefon: 40 19 38 50

Hvad står øverst på lægers it-ønskeseddel?

Kære læger

Når I i weekenden mødes i Kolding til jeres årlige lægemøde, håber jeg, at I får lejlighed til at tale om sundheds-it.

Vi er nået langt med digitaliseringen de seneste år, og i de kommende måneder vil der blive taget nye vigtige skridt på området. Ministeren satte sig for nylig i spidsen for at sikre øget tilgængelighed af journaloplysninger, og regionerne har etableret deres eget kontor for sundheds-it. Begge dele vil give området en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Men hvad mener I - som de vigtigste brugere af nye it-systemer - at vi skal prioritere i den kommende tid? Et centralt element i strategien for digitalisering af sundhedsvæsenet er, at vi skal kunne dele data på tværs af enheder og aktører, så man som læge nemt og hurtigt kan få adgang til de relevante oplysninger på det tidspunkt, hvor man har brug for dem. Men hvilke oplysninger vil I helst kunne dele? 

Et af de projekter, der er længst fremme er Det Fælles Medicinkort. Medicinkortet vil skabe et effektivt værn mod medicinfejl og gøre de praktiserende lægers arbejde smidigere på en række punkter – blandt andet i forbindelse med akut indlæggelse. Men hvor højt står medicinkortet på lægeforeningens ønskeliste?

Adgang til billeddata på tværs af sygehuse og sektorer er et andet område med stort udviklingspotentiale. Det vil nedsætte antallet at unødige skanninger og dermed spare betydelige medarbejderressourcer. Men er det noget, lægerne efterlyser?

Digitaliseringsstrategien, som blev vedtaget af regionerne, KL og Sundhedsministeriet i 2007, understreger, at gevinsterne skal opnås ved en fælles indsats og ved en indsats hos hver enkelt af sundhedsvæsenet aktører. Vi håber, at I vil være med til at tage de næste vigtige skridt frem imod det digitale sundhedsvæsen ved at tage sundheds-it op på jeres møde og klargøre jeres ønsker til fremtidens digitale sundhedsvæsen.

Godt årsmøde!


Af
Ivan Lund Pedersen

Projektchef
Digital Sundhed